Adgangskrav og optagelse
Optagelse
Adgangskravene til HTX-uddannelsen er de samme som til alle de andre gymnasieformer. Når du har afsluttet 9. eller 10. klasse, kan du blive optaget på htx, hvis du er vurderet egnet til det i din uddannelsesplan. Du skal have haft tysk eller fransk i minimum to år og have taget folkeskolens obligatoriske afgangsprøver plus de prøver, Undervisningsministeriet udtrækker. Har du ikke disse prøver, skal du til optagelsesprøve for at kunne starte på htx.
For at tage en HTX-uddannelse skal du helst være god til matematik, fysik, dansk og engelsk. Og du skal have lyst til at arbejde med både teori og praksis. Du skal være moden og selvstændig og have lyst til at arbejde i projekter.
Ansøgning og valg af studieretning
Du søger ind via Den Koordinerede Tilmelding på www.optagelse.dk. Der er ansøgningsfrist den 1. marts. Du får svar på din ansøgning i april måned. I din ansøgning skal du skrive, hvilken studieretning du ønsker. Dit endelige valg af studieretning sker i december i slutningen af grundforløbet. Vær opmærksom på, at ikke alle studieretninger nødvendigvis bliver oprettet, så vi kan ikke garantere, at dit ønske bliver opfyldt.