HTX-uddannelsen

 Eksamensreglement

 Studieretninger

Eksamensreglement for Aalborg Tekniske Gymnasium

Den 1. november 2010

Eksamen generelt
Eksamensreglementet for Aalborg Tekniske Gymnasium er fastsat i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. BEK nr. 1018 af 25/08/2010. Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser
(Eksamensbekendtgørelsen).

Antal eksamener (gælder for 2.-3. årgang)
I alt skal man til eksamen i 10 fag på htx-uddannelsen, plus studieretningsprojektet. Alle prøver – mundtlige, skriftlige og projekteksamener – tæller med.

Eksamensbeviset for 3. årgang
På eksamensbeviset er alle karakterer vægtet. Karakterer indgår med forskellig vægt i eksamensresultatet:

a) Fag på A-niveau tildeles vægten 2.
b) Fag på B-niveau tildeles vægten 1,5.
c) Fag på C-niveau tildeles vægten 1.

Studieretningsprojektet tildeles vægten 2.
Studieområde 2 tildeles vægten 2.

På eksamensbeviset optræder for hvert fag kun karakterer for det højeste niveau, eksaminanden har gennemført. Hvis en elev har aflagt prøve på et lavere niveau i et fag, som eleven efterfølgende aflægger prøve i på højere niveau, kan prøvekarakteren fra det lavere niveau ikke medtages på eksamensbeviset. Institutionens leder skal i stedet udstede et enkeltfagsbevis, hvis eleven eller kursisten anmoder om det.

For fag, der afsluttes med mere end én karakter, deles vægten ligeligt mellem karaktererne.

Eksamensresultatet beregnes som det vægtede gennemsnit af de karakterer, der optræder på eksamensbeviset.

Antal eksamener (gælder for 1. årgang)
I alt skal man til eksamen i 8 fag på htx-uddannelsen, plus studieretningsprojektet. Alle prøver – mundtlige, skriftlige og projekteksamener – tæller med.

Alle karakterer er vægtet. Karaktererne indgår med forskellig vægt i eksamensresultatet:

a) Fag på A-niveau tildeles vægten 2.
b) Fag på B-niveau tildeles vægten 1,5.
c) Fag på C-niveau tildeles vægten 1.

Studieretningsprojektet tildeles vægten 2.
Studieområde 2 tildeles vægten 2.

På eksamensbeviset optræder for hvert fag kun karakterer for det højeste niveau, eksaminanden har gennemført. Hvis en elev har aflagt prøve på et lavere niveau i et fag, som eleven efterfølgende aflægger prøve i på højere niveau, kan prøvekarakteren fra det lavere niveau ikke medtages på eksamensbeviset. Institutionens leder skal i stedet udstede et enkeltfagsbevis, hvis eleven eller kursisten anmoder om det.

For fag, der afsluttes med mere end én karakter, deles vægten ligeligt mellem karaktererne.

Eksamensresultatet beregnes som det vægtede gennemsnit af de karakterer, der optræder på eksamensbeviset.

Indstilling til eksamen
Indstilling til eksamen sker ved afslutningen af alle årgange. Skolen træffer afgørelse om indstilling til eksamen på baggrund af drøftelser med de lærere, der har undervist eleven. Indstilling til eksamen forudsætter, at man har deltaget i undervisningen og har afleveret skriftlige arbejder og fået dem godkendt af lærerne i et omfang, som skolen finder tilstrækkeligt jf. htx-bekendtgørelsen, BEK nr. 801 af 28/06/2007. Desuden kræves det, at man har afleveret eventuelle produkter og projektrapport, som skal indgå i bedømmelsen til eksamen.

Hvis man ikke kan indstilles til eksamen
Ved gentagen overtrædelse af studie- og ordensreglementet vil skolens ledelse kunne nægte at indstille eleven til eksamen det pågældende skoleår.

Eleven kan herefter henvises til at aflægge prøve i alle fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år.

Hvis man ikke bliver indstillet til eksamen på normale vilkår, og uddannelsen afbrydes, kan man vælge at gå til eksamen i alle fag på 3. år som selvstuderende under gældende regler.

Selvstuderende
Adgang til aflæggelse af prøve er betinget af, at den selvstuderende:

a) har dokumenteret, at grundlaget for at gennemføre prøve er til stede, herunder at den selvstuderende har gennemført laboratoriekurser efter reglerne herom, og

b) har indbetalt eventuel deltagerbetaling efter reglerne herom.

Man skal meddele skolen skriftligt, hvis man ønsker at gå op som selvstuderende. Hvis eleven ikke indstilles til eksamen, beslutter skolen, om eleven skal have tilbudt at gå 3. år om.

Oprykningsregler fremgår af skolens studie- og ordensreglement.

Eksamensudtrækning
Hvilke fag, eleverne skal til eksamen i, afgøres af Undervisningsministeriet. Dette offentliggøres på Undervisningsministeriets officielle offentliggørelsesdato for alle tre årgange.

Eksamensudtrækningen er individuel, og man kan nemt komme ud for, at kun en del af klassen skal op i et bestemt fag.

Ved afslutningen af 1.g:
Eleverne kan komme til én eksamen i et afsluttet C-niveau fag. Hvilket fag, det drejer sig om, afgøres ved udtrækning i Undervisningsministeriet. Hvis man har valgt faget på B-niveau i 2.g, skal man dog ikke til eksamen i 1.g. Elever, der efter 1.g har aflagt eksamen i et fag på C-niveau og som i 3.g vælger faget på B-niveau vil få slettet såvel sin eksamen som sin eksamenskarakter fra 1.g. Herved kommer eleven til at aflægge i alt 9 eksamener, hvoraf én ikke tæller med.

Ved afslutningen af 2.g:
Eleverne skal op i en eller flere eksamener. Hvilke fag det drejer sig om, afgøres ved udtrækning i Undervisningsministeriet.

Ved afslutningen af 3.g:
Eleverne skal op til obligatoriske eksamener i teknikfag og i studieområde del 2, mundtlig prøve. De resterende prøver udtrækkes af Undervisningsministeriet. Eleverne skal op i én eller flere eksamener, afhængig af elevens individuelle fag og tidligere eksamener. Eleverne skal i alt have gennemført 10 eksamener + studieretningsprojektet ved afslutningen af 3.g. Eksamensbelastningen ved afslutningen af 3. g kan svinge mellem 6-8 eksamener. I fag på A-niveau med skriftlig prøve og mundtlig prøve, skal eleven aflægge prøve i mindst én af disse. Eleven skal aflægge 3 skriftlige prøver, hvor teknikfaget tæller som skriftligt prøve.

Særlige situationer

Sygdom og for sent fremmøde
Møder eleven ikke frem eller må prøven forlades på grund af sygdom, skal skolen have besked omgående, og der kræves i begge tilfælde lægeerklæring. Er eksamen begyndt, bedømmes præstationen under alle omstændigheder, også selv om eleven senere skal til sygeeksamen.

En eksaminand, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforskyldt grund, skal gives mulighed for at aflægge prøven snarest muligt.

Skolen kan bestemme, at sygeprøve gennemføres ved forlængelse af allerede fastsatte afleveringsfrister for projektopgaver og andre opgaver, der forudsætter afleveringsfrister.

Overtrædelse af eksamensreglementet
Anvendelse af hjælpemidler under en prøve er tilladt, medmindre der i reglerne for de enkelte uddannelser er fastsat begrænsninger i brugen heraf.

En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaver er begyndt, eller når eksaminanden er gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende.

En eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, betragtes som udeblevet, og vedkommende har ikke krav på at deltage i prøven. Skolen kan dog tillade eksaminanden at deltage, hvis det anses for udelukket, at den pågældende kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og hvis skolen skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed. Prøvetiden forlænges ikke.

En eksaminand, der kommer for sent til en mundtlig prøve, har ikke krav på at deltage i prøven, men kan, hvis skolen skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet, få tilbud om at komme til prøve på et senere tidspunkt.

En elev, der forlader prøvelokalet uden tilladelse og ledsagelse af en tilsynsførende, har afbrudt eksamen.

Skolen tilbyder særlige prøvevilkår til eksaminander med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller med andre specifikke vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse eksaminander med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.

En eksaminand, som ved en prøve gribes i utvivlsomt at skaffe sig eller give en anden eksaminand uretmæssig hjælp eller i et utvivlsomt forsøg herpå, eller som ved en prøve har benyttet ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises af institutionen fra den pågældende prøve.

En eksaminand, der under prøveforløbet overtræder ordens- og eksamensreglerne, herunder tilfælde af støjende og generende adfærd, kan af skolen bortvises fra prøven.  

Hvis der under eller efter en prøve opstår formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til skolen. Bliver formodningen bekræftet, bortvises eksaminanden af skolen fra den pågældende prøve.

Bortvisning fra en prøve medfører, at eventuelle karakterer bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøve på ny. En sådan prøve afholdes, for så vidt angår prøver i en gymnasial uddannelse, i den efterfølgende termin december-januar eller maj-juni.

Klager
En elev eller, hvis eleven er under 18 år, forældremyndighedens indehaver, kan klage over forhold i forbindelse med eksamen. Klagen skal være begrundet og indgivet senest to uger efter, at eleven har modtaget karakteren. Klagen indgives individuelt og skal nøje angive de faktiske omstændigheder, som efter klagerens mening bør begrunde en imødekommende afgørelse. Klagen kan vedrøre:

1) eksaminationsgrundlaget, herunder prøvespørgsmål, opgaver og lignende og disses forhold til uddannelsens mål og krav

2) eksamensforløbet

3) bedømmelsen

Klagen afgøres af skolen. Ved en klage indhentes bedømmernes udtalelser inden for en tidsfrist på 2 uger fra klagens modtagelse, der fremsendes til eleven, som derefter har en uge til at kommentere disse.

Skolen vil herefter træffe en afgørelse, der vil være skriftlig og begrundet. Skolens afgørelse kan være:

1) ombedømmelse

2) tilbud om ny prøve

3) klageren får ikke medhold

En klage kan ikke resultere i en lavere karakter. Eventuel klage over skolens afgørelse skal indgives til skolen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt eleven. Skolen videresender så klagen til ministeriet. Ministeriet kan ikke ændre en bedømmelse, men kan evt. pålægge skolen at foretage en ny bedømmelse eller tilbyde en ny prøve til eleven, hvis der er proceduremæssige fejl i bedømmelsen af eleven.

Prøveformer

Vejledning til skriftlige prøver 
 

  1. Eksamensnummer og eksamensplads fremgår af opslag ved administrationen. Du skal sidde på din plads 15 min. før prøvestart. Du skal som udgangspunkt bruge din egen pc medmindre andet er aftalt med skolen.
  2. Det er ikke tilladt at medbringe mobiltelefoner, enhver form for modem o.l. i eksamenslokalet, da det ikke er lovligt at kommunikere med andre under prøven.
  3. Hvis du anvender pc, skal pauseskærmen være sort skærm. Det er ikke tilladt i prøvetiden at se video, spille eller høre musik medmindre det er en del af stillede opgave.
  4. Bruger du pc og skal have noget skrevet ud, så rækker du den udleverede USB-stick med din opgave i vejret, hvorefter eksamensvagterne vil skrive ud for dig. Du skal sikre dig, at opgaven er skrevet ud på papir ved prøveafslutning.
  5. Det er dit ansvar, at medbragt pc-udstyr fungerer. Ved fejl stiller skolen teknisk bistand til rådighed. Ved strømafbrydelser eller fejl på pc-udstyr lægges der ikke ekstra tid til, men du skal evt. skrive videre i hånden. Sørg for at gemme din opgave jævnligt.
  6. Skriveredskaber og andre tilladte hjælpemidler, f.eks. lommeregner, notater, ordbøger og lærebøger, skal du selv sørge for at medbringe.
  7. Hvis du skal på toilettet eller trække frisk luft, så rækker du en hånd i vejret og afventer at eksamensvagterne kontakter dig.
  8. Opgaverne skal i sidehovedet være forsynet med dit fulde navn, cpr-nummer og eksamensnummer, klasse samt fagets navn. Opgaven skal på hver side være forsynet med sidetal samt total antal sider. Opgaven skal på sidste side være underskrevet.
  9. Skriver du i hånden, skal du være opmærksom på følgende:
    Skolen udleverer papir. Du behøver ikke skrive kladde først, da kladden normalt ikke afleveres. Ønsker du kladden eller dele heraf bedømt, skal du sikre dig, at de ovenfor nævnte oplysninger er anført på arket/arkene. Desuden skal det fremgå meget tydeligt, hvad der ønskes bedømt og sammenhængen til den øvrige del af besvarelsen. Din besvarelse skal være skrevet med tydelig håndskrift enten med blyant eller kuglepen.
  10. Hvis du er færdig før tid, skal du aflevere din opgave, pakke sammen og forlade lokalet uden unødvendig støj.
  11. Fra 30 min. før prøveafslutning er det ikke tilladt at forlade sin plads.
  12. Forlades lokalet uden tilladelse betragtes eksamen som afbrudt.
  13. Ved enhver form for forsøg på uretmæssig at skaffe sig selv eller en anden hjælp til besvarelse af en opgave, bortvises man fra prøven.
  14. En elev, der ikke efterlever de tilsynsførendes henvisninger, bortvises fra prøven.

Generelt om anvendelse af it ved skriftlig eksamen
Ved prøven anvendes elevens eget udstyr eller efter aftale skolens udstyr.

Elever, der selv medbringer it-udstyr, må normalt medbringe følgende: pc med USB-stick og standardinstallation. Højtalerudgang og drev skal virke. Skolens udleverede virusscannerprogram skal være installeret. Der skal være installeret Flash.

Når eleven anvender eget udstyr, fører skolen elektricitet frem til arbejdspladsen med 1 udtag (normalt 3-benet stik) pr. arbejdsplads. Eleven medbringer selv nødvendige ekstraledninger, til fx skærm. Eleven medbringer eget udstyr på eget ansvar. Det er ligeledes elevens ansvar, at det medbragte programmel overholder gældende regler om ophavsret m.v.

Lagring af filer skal foregå i et format, således at udskrivning kan foretages fra en af skolens maskiner, der er forsynet med skolens “standard programmer”.

Der må kun indgå tekst mv. som er produceret under prøven. Det er ikke tilladt at indlæse tekster eller grafik fx logo og lignende, der er fremstillet før prøven.

Hvis der opstår tekniske problemer med udstyret eller programmellet, herunder strømsvigt eller virusangreb, og det ser ud til at problemet vil tage mere end 30 min. at løse, så færdiggør eleven opgavebesvarelsen manuelt, uanset om der er tale om skolens eller eksaminandens udstyr eller programmel.

Mundtlige prøver

Mødetid
Mød mindst 30 minutter før din forberedelsestid begynder. Hvis en elev udebliver, kan eksamen blive rykket frem.

Forberedelseslokalet
Der må ikke ryges i lokalet. Walkman, mobiltelefon og lignende må ikke forefindes i lokalet. Der må ikke benyttes spil eller høres musik under forberedelse eller prøve. Lokalet må ikke forlades i forberedelsestiden.

Kun materialer, der er tilladt i henhold til oversigten over hjælpemidler må medbringes i forberedelseslokalet. Eleven har selv ansvaret for at medbringe tilladte hjælpemidler, med mindre andet fremgår af reglerne for den enkelte prøve eller fastsættes af skolen. Der må ikke medbringes egen pc. Skal der anvendes pc i forberedelseslokalet, stiller skolen en sådan til rådighed. Eleven medbringer i så fald materiale på USB-stick.

Under ophold i og omkring eksamenslokalet skal undgås støjende adfærd eller anden adfærd, der kan genere eksaminander, censor og eksaminatorer.

Eksamination
Prøven tager enten udgangspunkt i et spørgsmål udvalgt ved lodtrækning eller i en rapport eller et projektarbejde. Der skal som minimum være 4 spørgsmål at vælge blandt. Både eksaminator og censor skal være til stede, når eleven trækker spørgsmålet. Eksaminator skal sikre sig, at eleven har forstået spørgsmålet. Prøven gennemføres som dialog mellem elev og eksaminator. Eksaminator leder eksaminationen og kan give censor lov til at stille enkelte spørgsmål. Det er censor, der bestemmer hvornår eksaminationen er slut. Under voteringen skal eleven og evt. tilhørere forlade eksaminationslokalet. Der gives én karakter. Alle eksamener er offentlige.

Projekt

Arbejds- og eksamensformer
Den enkelte elev kan vælge en af følgende arbejds- og eksamensformer:

1) Enkeltmandsopgaver med en individuel rapport og en individuel prøve 

2) Enkeltmandsrapport med gruppe produkt og en individuel prøve.

3) Gruppeopgave med en grupperapport og en individuel prøve.

For 1 gælder de generelle retningslinjer, som fremgår af dette oplæg. For 2 og 3 gælder ud over de generelle retningslinjer:

  • Gruppen kan bestå af højst 4 elever
  • Eleven går til individuel prøve, hvor der foretages individuel bedømmelse,
  • Omfanget af produkt og rapport skal svare til at arbejdet er udført af flere elever.

 

 

Aalborg Tekniske Gymnasium | C.A. Olesens Gade 4 og Øster Uttrup Vej 5 | 9000 Aalborg | Email: atg@aatg.dk | Telefon: 72 50 58 00