Globale Gymnasier

Globale Gymnasier er et netværk af danske gymnasier, som uddanner og inspirerer lærere og elever til at bruge verden som klasseværelse. Aalborg Tekniske Gymnasium er medlem af Globale Gymnasier.

Studieretningen oplevelsesdesign i vores afdeling i C.A. Olesens Gade har deltaget i Globale Gymnasiers huskunstnerprojektet Mobile Verdener, som blev gennemført i efteråret 2015. I projektet har de deltagende elever med støtte fra kunstneren Asmund Havsteen-Mikkelsen arbejdet med at finde deres egne udstillingssteder, lave specifik kunst til stedet og invitere til udstilling. Udgangspunktet er netværket Globale Gymnasiers arbejde med globale forhold, hvor det ikke kun handler om at forstå, hvordan vores samfund hænger sammen, men også om hvordan vi former og opholder os i verden.

Omdrejningspunktet for projektet var selv-organiserede udstillinger, hvor eleverne eksperimenterede med oplevelsen af rum. Eleverne skulle aflæse kulturen omkring deres udstillingssted og lærte hermed at ’teste det sociale’. Projektet bidrog i høj grad til Globale Gymnasiers arbejde med globale kompetencer, hvor centrale elementer er, at eleverne anerkender andres perspektiver, at de kan kommunikere deres ideer videre til andre, og at de tager handling.

Formålet er, at eleverne lærer at:

  • omtænke værkbegrebet i forhold til sitet
  • den ”hvide kube” er ikke det eneste rum at udstille kunst i
  • det sociale rum er kodet kulturelt og autoriseret (der er en orden), men at man også kan lege med det ved at gøre noget uventet
  • organisere en begivenhed så den bliver operativ

Læs en artikel om huskunstnerprojektet.